Historien om From Heart To Hand:
From Heart to Hands Historie:
From Heart to Hand blev stiftet i august 2008.
Efter et år som frivillig i Ghana indkaldte Liane Janne Løth venner og familie til et møde for at diskutere, hvordan man evt. kunne hjælpe børnehjemsbørn i Ghana. Opbakningen var stor og ugen efter blev der valgt en bestyrelse og From Heart to Hand blev registreret som forening.
Begyndelsen:
Det var hårdt arbejde at starte foreningen fra bunden, men med hjælp fra mange frivillige blev From Heart to Hand hurtigt kendt i lokalområdet. Det første store arrangement foreningen afholdt, var en støttekoncert i Brønderslev Kirke i oktober 2008. Kirken var fyldt og alle var begejstrede for foreningens arbejde og for den gode underholdning.
I løbet af de første seks måneder havde From Heart to Hand 200 betalende medlemmer.
Arbejdet i Ghana:
1. december 2008 udsendte foreningen Liane Janne Løth til at arbejde som frivillig paa King Jesus Charity Home i Ghana. Bestyrelsen valgte at have en udsendt, for at sikre at ALLE foreningens penge ville gå til de rigtige: Børnehjemsbørnene.
King Jesus Charity Home:
Det var hårdt for Liane at arbejde på børnehjemmet. Dagligt måtte hun kæmpe mod korruption og for børnenes rettigheder. From Heart to Hand indså i løbet af det første halve år, at King Jesus Charity Home ikke var velegnet for et samarbejde.
Men børnene på hjemmet havde hårdt brug for hjælp og foreningen fortsatte derfor arbejdet på hjemmet.
From Heart to Hand sponsorerede aftensmaden for de 100 børn på King Jesus Charity Home hver dag. Derudover gav foreningen børnetandbørster, hårbørster, øreringe, håndklæder, badesvampe, legetøj, bælter, skoletasker, sokker og meget mere.
Foreningen betalte også for sæbe, så børnene kunne bade og vaske deres tøj. Ligeledes tandpasta, creme og medicin. Ofte hjalp Liane børnene på hospitalet og foreningen betalte alle omkostningerne.
Liane tog selv på markedet og købte ind for at undgå korruption.
I februar 2010 blev hjælpen for meget for lederen af King Jesus Charity Home, Pastor Kofi Owusu Afriyie: Han fyrede Liane Janne Løth fra børnehjemmet, med begrundelsen at hun ikke ville samarbejde med korruptionen. Han ville have, at alle donationer skulle gå igennem hans kontor før de gik videre til børnene.
From Heart to Hand stoppede omgående samarbejdet.
(Læs rapporten om Lianes arbejde på børnehjemmet under siden Fra Ghana)
Let kids Smile børnehjemmet:
I marts 2010 startede From Heart to Hand i stedet et samarbejde med den hollandske organisation Let Kids Smile. Organisationen ejer et børnehjem med kun 17 beboere.
Liane flyttede ind på hjemmet og skulle fungere som leder af børnehjemmet i samarbejde med en ghanesisk mand, Morocco.
Samarbejdet fungerede ikke som forventet, men Let Kids Smile havde brug for hjælp og Liane blev derfor på børnehjemmet frem til august 2010.
From Heart to Hand sponsorerede ikke til børnehjemmet, men Liane hjalp til med regnskaber, administration og hjemmets kontakt til organisationen i Holland.
Enkeltpersoner i nød:
Under arbejdet på Let Kids Smile startede Liane og hendes mand, Ben, med at hjælpe flere børn i nød i private hjem.
De fleste af disse børn var fra King Jesus Charity Home. Flere af dem boede ikke længere på hjemmet, men havde behov for hjælp i eget hjem. (Læs Enkeltpersoner FHTH støtter under siden Fra Ghana)
Hjælp til børn i nød:
I august og september 2010 besøgte Liane og Ben Danmark.
Under besøget blev der i From Heart to Hand dannet en ny bestyrelse, som siden har givet nyt liv til foreningen.
Den nye bestyrelse ønskede at ændre foreningens vedtægter, så det ville blive muligt at hjælpe børn i nød generelt og ikke kun børnehjemsbørn. Dette blev vedtaget på en ekstraordinær generalforsamling i september 2010. (Se referat under siden Information).
Eget projekt:
Siden Liane og Ben kom tilbage til Ghana d. 1. oktober, har de udelukkende arbejdet for enkeltpersoner/familier i nød.
From Heart to Hands bestyrelse besluttede, mens Liane og Ben var i DK, at de vil forsøge at starte foreningens eget projekt. Liane undersøgte mulighederne hos de sociale myndigheder. Desværre tillader Ghanas regering ikke længere at åbne nye børnehjem og derfor måtte bestyrelsen finde en ny indgangsvinkel til at hjælpe de ghanesiske børn i nød.
Først i februar måned 2011 lejede From Heart to Hand derfor et hus på 250 m2 for en toårig periode. (Pris for hele perioden: 35.000 kr.) Centerets navn er:
From Heart to Hand Ghana.
Center for people in need.
Foreningens arbejde foregår nu ud fra centeret.
Liane besøger klienterne, der bor i en radius af 20 km. fra centeret.
Vi støtter ca. 50 klienter, fordelt på 15 familier. Der ydes rådgivning og støtte i hverdagen, hjælp ved læge- og sundhedsplejerskebesøg, hjælp med sygeforsikring (15 kr. årligt), kontakt med sociale myndigheder, hjælp til skoleuniformer, bøger mm.
Desuden ydes der mini lån til enlige mødre, så de kan etablere en forretning.
Arbejdet indebærer en løbende opfølgning for at se, om klienterne bruger den ydede støtte på den rigtige måde.
Liane er også tilknyttet et hospital med unge gravide teenagepiger. Her er hun deres sociale kontakt.
På centeret er der åbnet en woorkshop, hvor fem teenagemødre og fem hiv-smittede kvinder kommer for at lære om sociale rettigheder, økonomi og hygiejne. Desuden er der kurser, hvor de oplæres i f.eks. batikfremstilling og syning, så de senere har mulighed for at få et arbejde eller etablere en lille forretning og blive økonomisk uafhængige.
På centeret opholder der sig for tiden fem plejebørn. De skal være der, til deres familie har fundet en bolig. Centeret fungerer altså som et aflastningstilbud for personer i nød.
I efteråret 2011 arbejder tre unge danske kvinder som frivillige på centeret.
De deltager i Lianes arbejde og indgår desuden en dag om ugen som støtte i en fattig lokal skole, hvor der er 70 børn i hver klasse.
Derudover er de tilknyttet et børnehospital, hvor de hjælper sundhedsplejerskerne.
From Heart to Hand i Danmark:
Mens Liane og Ben arbejder aktivt for børnene i Ghana, gør bestyrelsen i DK deres bedste for at skaffe midler til arbejdet i Ghana.
Vi forsøger at hverve flere medlemmer.
Vi glæder os over at der indtil videre er tegnet fadderskab for 15 børn og desuden ydet sponsorstøtte til en familie, der skulle bygge et lille hus.
Dansk Børnefond har indgået et samarbejde med FHTH Ghana og de yder skolepenge til 10 børn.
SAS -ulandsgruppen har doneret 10.000 kr. til opstart af workshop.
Derudover har foreningen åbnet LIANES BAZAR, hvor vi med tak modtager og sælger lopper.
Vi holder åbent til alle Open by Night arrangementer.
Vi er altid interesserede i nye frivillige. Kom ind og få en snak, det er uforpligtende.
Hverdage 10-17, lørdage 10-13.
Foreningen har et års lotteri for 2011 og fra 15. oktober sælges lodder til års lotteriet 2012.
Det kan bl.a. køber i LIANES BAZAR.
Læs månedlige nyheder om foreningens arbejde på: www.fromhearttohand.dk
|